Grønland - verdens største ø, verdens største natur

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlige aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2011 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

Mit første besøg i Grønland var i juli 1979. Jeg var sammen med fem andre fra Dansk Bjergklub på vandre- og klatretur nord for Ammassalik. Jeg rejste derop en uge før de andre for at få styr på bagagen, som var sendt med skib, og for at skaffe transport fra lufthavnen til vores basislejr i bunden af en af de dybe fjorde. I de uger oplevede jeg for første gang ægte natur, dvs. uendeligt, mennesketomt, fascinerende, smukt og nådesløst; nogen gange en skræmmende oplevelse. Men jeg fattede mig og lærte hurtigt at leve med naturen - i stedet for mod naturen. Fascination blandet med stor respekt.

Siden da besøgte jeg Grønland omkring 30 gange i forbindelse med mit arbejde for Grønlands Tekniske Organisation, senere Grønlands Forundersøgelser, med landmåling og kortlægning i byer og bygder i hele Grønland og i forbindelse med større anlægsaktiviteter ude i naturen. Fascinationen over naturen i Grønland voksede støt.

Tag med på en rundrejse gennem Grønland med mine fotografier, eller se fx Anker Sørensens fine filmoptagelser fra Kullorsuaq 1969-1971 (klik dig ind på Upernavik).

Eller fortsæt her på en hurtig sviptur rundt i hele Grønland:

Lige bag vingespidsen ligger Scoresbysund (hedder Ittoqqortoormiit på grønlandsk, men det er svært at udtale for danskere, så jeg fortsætter med det (ugyldige) gamle, danske navn). Scoresbysund må være en af verdens mest isolerede byer. Den er så langt fra alle andre steder, som man næsten kan komme. Scoresbysund ligger midt på Grønlands østkyst, oprettet i 1925 af Ejnar Mikkelsen. Og det blev lige dér, byen kom til at ligge, fordi roret på skibet (som skulle bringe de "tvangsforflyttede" ammassalikkere til nye bopladser længere mod nord) knækkede lige rundt om pynten. Skibsbesætningen fik sig kæmpet ind til land og fandt elven (dvs. fersk vand i rigelige mængder). Så det var et godt sted at anlægge den nye by. Desværre ligger den jammerligt for fangst og fiskeri. Link til Google Earth.

Men bortset fra det, har jeg haft mine allerbedste stunder i Grønland i de 2 x 2 uger, jeg tilbragte i Scoresbysund.

I dag flyver man naturligvis til Scoresbysund med helikopter. Heliporten anes i forgrunden af billedet som en lille rund asfalt-platform. Ellers er det næsten hele Scoresbysund, der ses på billedet.

De bor jo simpelthen ved verdens smukkeste fjord (og samtidig en af de største; der er 30 km over til bjergene på den anden side). Der er meget is på fjorden, selv om  billederne er taget i august måned. Det er trods alt ikke normalt med så megen is på fjorden i august. Normalt er der isfrit ind til Scoresbysund i 5-6 uger pr år.

Udsigten fra mit soveværelse.

Her ses hele byens centrum: Butikken, rådhuset, kirken, alderdomshjemmet, pakhuset, frysehuset og fiskeindustrien.

Hunde er der alle vegne, og de står lænket. Hunde er nyttesløse om sommeren, ligesom slæderne:

Et selvbyggerhus under opførelse. Kommunen og hjemmestyret betalte en god slat af prisen, og ejeren betalte resten i form af et yderst favorabelt offentligt lån - og skulle selv samle huset (som ankom i form af et byggesæt på kajen, inkl. brugsanvisning).

Om sommeren foregår transporten med båd. Men - ak - selv i august kan der være nyis på vandet. Manden i robåden kæmper sig vej gennem nyisen; åretag for åretag (det gik ret langsomt).

Om sommeren samles byens beboere foran butikken. Det er en erstatning for forsamlingshuset i byen. Så står de der og snakker og drikker øl, og nyder, at det ikke er alt for koldt. Om vinteren (dvs. 9-10 måneder) sidder de hjemme i husene.

MEN - jeg vil fremhæve, at jeg i Scoresbysund har følt mig tryg og velkommen, som intet andet sted i Grønland! Dette på trods af alle de rygter og historier, der florerer om livet i Scoresbysund. Hvis jeg skulle flytte til Grønland, ville jeg svært overveje Scoresbysund, fordi det er de sødeste mennesker i Grønland.
(se også specialfotoserie om Scoresbysund) (link til Google Earth)

Nå, men vi var der jo sådan set for at arbejde: Ajourføre bykortet (i måleforholdene 1:2.000 og 1:200) samt det ene af årene foretage opmålinger til en ny vandforsyning.

Problemet med den gamle (og stadig i brug værende vandforsyning) er, at pumpebrønden ligger i lige faldlinje fra kirkegården. Men som Grønlands Energiforsyning (bosiddende i Nuuk) sagde: "Pyt, det er jo bare de der scoresbysundere." Jeg hørte på, at cheferne i Grønlands Energiforsyning sagde dette. På den baggrund måtte Scoresbysund kommune og den lokale energiforsyning selv skillinge sammen til, at vi udførte en kortlægning af tracéen op til en stor ferskvandssø i baglandet.

På den tur op langs elven fandt vi blomsterne i Scoresbysund kommune. Flotte, ik'?

Tilbage i Scoresbysund sad vi og kiggede over fjorden med en mærkelig belysning. Hvor var horisonten blevet af?

Vi måtte hellere sejle ud og iagttage, hvad der skete.

I øjeblikkets eufori tænkte vi selvfølgelig ikke over, at sådan et isbjerg helt tydeligt er ustabilt og kan vælte, hvad øjeblik det skal være. Nå, men der skete jo ikke noget....

Videre af sted mod Ammassalik længere syd på. Det foregår fra Constable Pynt flyveplads, hvor jeg mødte denne fantastiske midnatsstemning:

Vi kom lige til at tage en vældig herresving ind over Staunings Alperne. Måske de vildeste bjerge, jeg har set. (link til Google Earth)

Vel ankommet i Kulusuk flyveplads. (Link til Google Earth):

hvorfra man flyver med helikopteren ind til byen Ammassalik (se også specialfotoserie om Ammassalik). (Link til Google Earth).

Et udsnit af den grønlandske bydel i Ammassalik.

og den tilsvarende danske bydel:

(nede i denne mærkelige lange kasse skjuler sig bl.a. el-opvarmede vandledninger).

Og min indkvartering i den uge, hvor jeg forberedte vores tur videre ind i fjordene. En dejlig teltplads i Blomsterdalen. Desværre regnede det fire af de syv dage (BVADR).

Flot udsigt fra Sømandsfjeldet over Ammassalik (lige nede i tågen).

Men jeg tog på tur med forsyningsskibet "Ejnar Mikkelsen" til bygden Isortoq. Isortoq ligger 100 km vest for Ammassalik, hvilket "Ejnar Mikkelsen" normalt klarede på 6 timer. Vi var 23 timer om det pga. den meget is. Stor oplevelse.

Året efter blev "Ejnar Mikkelsen" skruet ned af isen.

Det var en oplevelse af se en grønlandsk bygd for første gang. Desværre ramte jeg lige en af de fattigste og mest beskidte bygder; det var en dårlig oplevelse at se så meget fattigdom i Danmark i 1979. Jeg forstod ikke, at det var muligt at være så fattig - i Danmark. Men på den anden side også en fascinerende oplevelse, at der faktisk lever ca. 100 mennesker der i bygden så langt væk fra alting og så tæt på indlandsisen og den store, vilde grønlandske natur. Isortoq ligger godt for jagt.  (Link til Google Earth).

Kirkegården i Isortoq:

Et fredeligt hjørne af Isortoq med indlandsisen i baggrunden:

Senere besøgte jeg, som landmåler, Ammassalik kommunes nordligste bygd, Sermiligaq. Dét er Grønlands mest beskidte bygd. Helikopterpiloten nægtede at forlade helikopteren i de 14 timer, vi drønede rundt og ajourførte bygdekortet. Men sikke en vidunderlig smuk beliggenhed. Kan man forestille sig det bedre?  (Link til Google Earth).

Nå, men tilbage til vandre- og klatreekspeditionen. Vi blev sejlet ind i Qingertivaq-fjorden og lagde os i basislejr med udsigt til Qáqarssuaq-fjeldet for 4 uger.  (Link til Google Earth).

Min gode ven Hans Henrik og jeg drog af sted med udstyret for at bestige Qáqarssuaq.

Nåede op til sadlen og lagde os i bivuak for natten.

Klatringen var let nok, indtil vi mødte et bånd med massiv, glat granit. Dér svigtede modet mig, og vi vendte om.

Tilbage til lejren.

Af sted på næste ekspedition, som skulle betvinge Storebror-fjeldet. Til fods helt ned omkring Napaajaq-fjeldet og ind i Tasiilaq-fjorden.

Vi skød en gennemsnitsfart på ca. 1 km/time. Det var vanskeligere, end vi havde forestillet os.

Men så kom der regnvejr, og da havde vi verdens største held, fordi lige dér, hvor vi var, lå verdens største sten, som vi kunne krybe i ly under. Hvis ikke den havde været der, var vi blevet våde, fordi vi kun havde en bivuaksæk med os. Det regnede i halvandet døgn. (Link til Google Earth).

Myggene holdt ikke pause, det var koldt, vi havde kun beskøjter og pemmikan og Gatorade at fortære. Mens vi lå der og filosoferede over tilværelsen, sivede modet langsomt ud af mig - og vi vendte om.

Vi skød denne gang genvej op over gletscheren fra bunden af Tasiilaq-fjorden op mod Qaqarssuaq-fjeldet. Det gik godt, og vi mødte ingen spalter.

I mellemtiden var også de andre kommet tilbage fra deres første vandretur, og vi besluttede at slå os sammen for en længere vandretur over Solporten ind mod Midgårdsgletscheren og tilbage over Tavse Torben-gletscheren.

Dét var en succesfuld tur. Meget smuk. På den tur blev min uudslukkelige forelskelse i den grønlandske natur skabt.

Kirsten Sarbæk skuer i lejr nr. 2 ud over Sermilik-fjorden over mod Fenrisgletscheren. Der er ca. 30-35 km over til de bageste bjerge på billedet. Det var ustyrlig smukt og fredfyldt at ligge dér og ikke skulle andet end at nyde og kigge og opleve. Der var næsten fuldstændig lyddødt. Det eneste, vi hørte, var isskossernes bevægelser med tidevandets kommen og gåen. (Link til Google Earth).

Et kig ind mod Midgårdsgletschen før vi drejer væk fra Sermilik-fjorden og syd på mod Tasiilaq-fjorden.

Storblomstret gederams og isen i Sermilikfjorden i baggrunden.

Vi må videre syd om Kap Farvel og op til Grønlands hovedstad Nuuk (Godthåb) (se også specialfotoserie fra Nuuk). (Link til Google Earth).

Nuuks lufthavn

Nuuk ligger på en halvø som arealmæssigt hidtil har givet tilstrækkelige muligheder for byggeri.

I Nuuk finder man blandt andet Blok P, som i mange år var Danmarks største bygning. Den rummer 2% af Grønlands befolkning. Det var et af resultaterne af moderniseringen af Grønland i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. Siden da erkendte grønlandsministeriet, at der måtte bygges på en anden måde.

Så Nuuk er i dag en blanding af disse betonboligblokke og enfamiliehuse.
Det nyeste (i 2001) er, at de grønlandske politikere har besluttet igen at bygge i højden i centrum af Nuuk - for at spare penge og for at øge koncentrationen af "byen".

Men omgivelserne er smukke (Hjortetakken set fra den tidligere GTO-lejr).

Jeg var der for at udføre landmåling, hvilket jo var pragtfuldt i den slags omgivelser.

Men sådan en stor by kræver megen energiforbrug. Og det er dyrt at importere i form af olie. Så når man nu har store søer i baglandet, kan man jo forsøge sig med vandkraftværk. I nærheden af Nuuk ligger en kæmpesø bag Buksefjorden. (se også specialfotoserie fra Buksefjords-forundsøgelsen, 1981). (Link til Google Earth).

Der strømmede ca. 40 kubikmeter vand pr. sekund ud af søen (om sommeren). Nu er der bygget en dæmning i beton og vandet fosser gennem turbinerne i det store Buksefjordsvandkraftværk i den anden ende af søen.

Så sætter man en flok landmålere i gang med at etablere fikspunkter omkring søen og traceen fra vandkraftværket til Nuuk, så det hele kan blive kortlagt og udnyttet.

"Hvor var det nu lige, at vi efterlod den anden landmålerstok?" synes min kollega Christian Bransager at tænke.

De smukkest beliggende paspunkter (2 meter til højre var der en lodret fjeldvæg på ca. 300 meters højde).

Med helikoptertransport gik arbejdet ganske tjept.

Et af mine andre yndlingssteder i Grønland er Uummannaq (se også specialfotoserie om Uummannaq). (Link til Google Earth).

(foto: Hans Christian Langager)

Uummannaq blev grundlagt dér hvor den ligger, fordi der var en naturlig havn og en ferskvandssø. Jagt og fiskeri er elendigt fra byen, men det tænkte kolonisterne jo ikke over.

Det smukke Uummannaq-fjeld.

Der går en smuk historie om fjeldet, der blev besteget første gang under stor festivitas af en gruppe italienere. Da de efter bestigningen blev fejret i byen med stor middag og musik i byen hal, kom en knægt ind iført gummistøvler medførende det italienske flag, som bjergbestigerne havde efterladt på toppen af bjerget som mindesmærke, og spurgte italienerne om de ikke havde glemt flaget deroppe. Nogle år senere faldt den unge mand på trappen til sportshallen og sidder i dag i rullestol.

Konfirmation i kirken i Uummannaq.

Men ellers er det så bestemt omgivelserne, der betager. Min kollega Kim Ursin fører målebog med selvbyggerhuse i baggrunden.

Mod havnen i byen.

Store flotte isbjerge havde lejret sig foran byen, fordi vi i 2 uger havde en solid vestlig brise, som gjorde, at isbjergene ikke kunne sejle ud gennem fjorden.

Men derfor kunne vi godt sejle på bygdetur - i de smukkeste og mest stemningsfulde omgivelser og belysninger.

Illorsuit (96 indbyggere). (Link til Google Earth).

Søndre Strømfjord lufthavn (Kangerlussuaq)

Andre opgaver vi løste var f.eks. afsætning af den nye Localizer-antenne (LLZ) i Søndre Strømfjord, som skulle monteres før beflyvningen kunne overdrages fra amerikanerne til danskerne i forbindelse med amerikanernes rømning af deres militærbase i Søndre Strømfjord. I den forbindelse satte jeg uofficiel verdensrekord i landingsbanekørsel med 2CV. Banen er 2997 m lang og hælder en lille smule nedad. Det tog mig 2 min og 40 sek at køre bane igennem - for fuld udblæsning og blafrende vinduer. Se også specialfotoserie om Søndre Strømfjord. (Link til Google Earth).

Opmåling til et vandkraftprojekt ved Qapiarfiup, Maniitsoq (Sukkertoppen) (se også specialfotoserie herom). (Link til Google Earth).

Og forundersøgelser for vandkraft ved Ilulissat (Jakobshavn). (Link til Google Earth).

En af de sjovere opgaver udførte vi i januar ved Aasiaat (Egedesminde) (se specialfotoserie herom).

Vi skulle pejle for en ny indsejlingsrute til havnen i Aasiaat. Det udføres selvfølgelig bedst om vinteren, når man præcis kan måle pejlestedet med beskedne midler.

Der bores hul i isen (ca. 1/2  til 3/4 meter tyk).

Og efterfølgende sænkes pejledimsen ned gennem hullet og ned i vandet. En halv time senere var vandet frosset til igen.

Det er jo selvfølgelig interessant at følge for de lokale børn.

Smukke belysninger over isen.

En tidlig og meget kold morgen i Aasiaat.

Aasiaat i vinterdragt.

Udløbet af Jakobshavn Isfjord - ved vintertide.

Om sommeren mødte vi de sødeste hundehvalpe. Det er først, når der bliver større, at man bør omgås dem med yderste forsigtighed (de bliver meget bidske som voksne).

Længere mod nord kommer man til Upernavik, som er den nordligste by på vestkysten, før man kommer til Melville-bugten og Thule kommune. (se også specialfotoserie om Upernavik og bygder). (Link til Google Earth).

Terrænet flader ud, men er ikke mindre fascinerende.

Aappilaatoq bygden ved midnatstide. (Link til Google Earth).
Vi havde chartret den gamle GTO-rejsebåd til at sejle os rundt på en ekspedition til samtlige bygder i kommunen.

Så skulle vi også til den nordligste bygd i Upernavik kommune; Kullorsuaq (som betyder Djævlens Tommelfinger). Vi sejlede af sted i isbjerge og tæt tåge på en 24 timers sejltur. Hverken navigationsinstrumenterne eller kompasset virkede, og på et tidspunkt oplyste skipperen os, at vi nu var 100 km fra kysten.

Men pludselig sejlede vi ud af tågen og - vupti - lå Djævlens Tommelfinger foran os. Grønlands mærkeligste bjerg. (Link til Google Earth).

Overhaling af en stedlig motorbåd.

Djævlens Tommelfinger tæt på. Besynderligt. Der er ikke antydning af andre bjerge i flere hundrede kilometers omkreds. Og så lige sådan en dramatisk form.

Sejlturen tilbage til Upernavik var mindre dramatisk, men til gengæld så smuk med alle de isbjerge vi kom forbi i det dejligste stille vejr.

Slut for nu med Grønland, eller vend tilbage til toppen af Grønlandssiden.
Se også den særlige side med fedtstensfigurer og tupilakker.