Transport er en oplevelse                                             Denne side er sidst revideret d. 7. januar 2007

Beduinernes forhenværende og nuværende transportmidler afspejler så glimrende de forgangne 25-30 års forandringer i Oman:

Også i det moderne Oman spiller transporten en stor rolle. Som det er bekendt, foregik det i gamle dage (som jo kun er 25-30 år siden) hovedsageligt med kameler, æsler og gå-ben. I dag sker det næsten altsammen med motorkøretøj. Sultanen har befalet, at der skal være vej (og elektricitet) til samtlige byer og landsbyer i landet! Det bliver så udført, som han befaler. Det giver selvfølgelig glimrende muligheder og fritidsudflugter til spændende steder og ad mærkværdige veje (kørespor).

Nede i bunden af Wadi'en (dalen) ses en vej, som fører op til en lille bitte landsby Hat 5 km længere oppe. Vejen, jeg holder på, fører på til den forholdsvis store landsby Bilat Sayt.

Ups - så holder vi her! Husk at trække håndbremsen.

Der findes super dejlige asfalt veje til maksimal hastighed (men pas på kamelerne, de har samme farve som sandet - og det har samme effekt at køre ind i en kamel som at prøve at køre under en lastbil).

Så er der de stejle nedkørsler i sandørknen (vi blev lettere blege, da vi kørte ud over kanten, men det gik jo. Ned kom vi!).

Eller man finder ud af at sno sig over et uendeligt antal små grusklitter - med barberbladsskarpe klipper:

De snorlige og nærmest uendelige kørespor ud over ørkensandet:

eller ud over saltørken mellem de store klitter i The Empty Quarter (se ørken):

Sådan et sted er det ret spændende, om motoren starter, når man drejer nøglen...

Sagtens 50 km ligeud og vandret.

De snoede veje findes også.

Og de ensomme veje.

Stejle veje neeeedad som bare den (det mørke øverst til venstre i billedet er bunden af dalen).

Veje gennem stejle slugter omkranset af skønne daddelpalmelunde.

Og bjergvejsanlæg i bedste schweiziske stil.

Samt anden bjergvejsanlæg som overgår, hvad jeg ellers har oplevet.

De lyse striber på begge sider af den stejle slugt (Snake Canyon) midt i billedet er vejen op til Bilat Sayt. Meget dramatisk. MEN - så er det, man kan blive overasket. På grund af vejrforandringer. Disse veje er jo i og for sig glimrende, så længe det er tørt. Men hvis det begynder at regne, så er det ikke så godt. Halvanden time efter jeg tog dette billede af Bilat Sayt vejen, så sagerne således ud:

Sort himmel over det hele og voldsomme tordenregnvejr. Så begynder wadi'erne at flyde (med mudder i rivende mængder). Den brune sag i midten af billedet er wadi'en med masser af vand i. Kun halvanden time efter ovenstående foto blev taget!

Store, tunge biler forsøger sig med at komme over (det lykkedes uden at blive revet med af strømmen).

Wadi Dayqa ved Masarah

Sådan et regnvejr kan have ganske voldsomme virkninger på vejene (skylle dem væk). Fx denne nye smukke vej

Sådan opretholder man beskæftigelsen

Det går jo ikke i et moderne samfund, at infrastrukturen er så følsom overfor vejret (selv om det er yderst sjældent at sådanne skader forekommer). Derfor bygges der nu broer og andre typer af foranstaltninger, som skal nedsætte afhængigheden af vejret.

P. Harrison (udsendt missionslæge til Oman i 1950'erne) skrev i sin bog "Læge i Arabiens helvede":
"Når en damper sejler ind i havnen, passerer den gennem en lille flåde af disse både, der venter på, at den skal kaste anker. Traktaterne foreskriver, at en damper ved indsejlingen må afgive en drønende salut for den regerende sultan, og den bliver larmende besvaret. Karantænelægen går ombord for at undersøge om skibet rummer farlige sygdomme eller smitte. Så lukker Huri-flåden sig om det som en fluesværm over en skål honning. Der kan ikke ventes nogen større forretning, men snese af huri'erne kæmper om de bedste pladser nærmest falderebet, og der råder et kaos, som om alle onde ånder var sluppet løs. Alle bådsfolk søger at sikre sig en stor andel i, hvad forretning der nu kan være, og de få passagerer, der skal i land, spærrer passagen med vældige, uformelige ladninger af sengetøj, møbler og spædbørn, der altsammen bliver båret af de uafrystelige bådsfolk.
Hvis passagererne, der skal i land, blot ville vente en halv time, så at nye passagerer kunne komme om bord i fred, ville man undgå forvirringen, men omaneren ved ikke, hvad det er at undgå forvirring. Ja, jeg er endda sikker på, at han nyder den, og for dem, der holder af fuldstændigt kaos, må denne halve time være den rene nydelse. Hyppigt skubbes en eller to bådsfolk i vandet, sommetider endogså en passager eller en af hans kasser, men humøret holder sig strålende og alle har en fornøjelig stund. At konkurrere om en plads ved en dampers faldreb er Muscats officielle spil. Det træder i stedet for fodbold."
P. Harrison beskrivelse passer glimrende sammen med oplevelsen ved at stimle sammen foran en flydende wadi:

En almindelig personbil kan have sine problemer med vandet. Ham her kom faktisk over.

Det går lidt nemmere for os med store biler.

Indtil jeg havde set det første gang, tænkte jeg: Herregud, sådan lidt vand kan da ikke være så væmmeligt (jeg kendte da godt til vand på vejene fra Danmark). HA HA!   Vejen flås fra hinanden. Asfaltplader rives med 50 - 100 meter ned ad wadi'en. Der efterlades intet helskindet. Det var en nydelig ny og veletableret vej.

Den her vej mangler også ligesom et stykke midt på......

Vejene bruges i Oman til transport af alt muligt, ligesom i Danmark:

Advarselsskilte om farer for de vejfarende:

Den lokale skolebus:

En lokal taxa:

Farverige lastbiler ses endnu, men de afløses hastigt af almindelige, moderne Volvo'er og Scandia'er:

Og så er der udsmykning af vejen. Her en bog-rundkørsel i Nizwa.

Se også dekorationer og udsmykning

Benzin skal der til efter al den kørsel (eller bedre før.....):

og så må der erkendes, at der ikke altid er lige godt styr på skiltningen: