Mohammeds landsby                                                 Denne side er sidst revideret 9. januar 2007

En dag en måneds tid efter jeg var kommet til Oman, fik jeg mig forvildet ind i en landsby, som vejen ikke førte igennem. Mens jeg forsøgte at få vendt bilen, kom en mand styrtende hen til mig og bød mig ind i sit hus til kaffe og dadler. Det var mit første møde med Mohammed:

(Mohammed med sin yngste søn, april 1999)

Siden den dag besøgte jeg Mohammed og hans familie en snes gange og føler mig næsten som et medlem af familien.

Landsbyen ligger oppe i bjergene og er begunstiget af rigeligt med vand fra Jabal Akhdar bjergmassivet.

Det er Mohammeds landsby lidt ovenfor til højre for midten i billedet.

Landsbyen får vand dels fra en brønd (grundvand) nede i dalen, dels fra en kilde højt oppe på bjergvæggen. For at højne effektiviteten af vandtransporten fra kilden på bjergvæggen, har landsbybeboerne bygget en vandkanal (falaj) (udtales: "falatsch" med tryk på første stavelse) fra kilden og helt ned til markerne. Falaj'en er landsbyens livline. Falaj'en skaffer vand til dyrerne, markerne og til daddelpalmerne. Landsbyen er stort set selvforsynende med kød, grøntsager og frugt.

Ja, her skulle falaj'en altså lige føres over på den anden side af wadien.
    

Falaj'ens alder fortaber sig i fortidens dunkle kroge. Men den har været der lige så længe, der har boet folk på stedet. Falaj'en bliver udbygget længere op mod kilden for at sikre mindst muligt "vandspild" ned i undergrunden. På billedet herover ses to generationer af falaj'en. Den øverste er den ældste. Den blev opgivet, fordi der var ikke nogen mere, der beherskede kunsten at vedligeholde en falaj, som er bygget på lodret klippe. Den nye udgave er bygget på almindelig stejl klippe, hvor de fleste kan finde ud af at klatre op.

Falaj'en vedligeholdes i fællesskab og med jævne mellem rum går alle mændene ud og reparerer og renser falaj'en.

Man kan ikke bare bruge løs af vandet, som kommer drønende ned. Vandet fordeles efter sindrige systemer mellem landsbyens familier. Princippet er, at alle skal have nok vand til at få deres marker til at fungere ordentligt.

Ovenfor markerne er der et stort bassin, hvori der måles vandmængde (der er løbet ud af bassinet ned gennem falaj'en til markerne). Ved siden af bassinet står der en stang, hvis skygge fungerer som et solur. Mohammed har så rådighed over falaj'en, mens stangens skygge bevæger sig fra dén bestemte sten på pladsen rundt om stangen over til en anden bestemt sten (på billedet nedenfor peger Mohammed på "sin sten"). Fordi der er fordele og ulemper i forhold til bestemte afgrøder skiftes de også til at have vandet om morgenen, midt på dagen og om aftenen (så bytter de sten på stang-pladsen).

Og mens, man venter på at det bliver ens tid til at bruge vandet, sætter man sig og slapper af og får en lille snak

Så med vandets hjælp får de dels mad på bordet, dels skaber det de skønneste udsigter med kontraster mellem store bjerge og grønne, velplejede marker og palmer.

Vandet bruges primært til at vande markerne, hvor der dyrkes alle nødvendige grøntsager

Da jeg var på besøg i 2002, var landsbyens (og egnens) "sweet-lemon" træer angrebet af en sygdom, som slog træerne ihjel. Også daddelpalmerne var angrebet af noget sygdom, hvilket tydeligt ses på dette fotografi. Årsagen til disse massive sygdomsangreb var sandsynligvis, at det ikke havde regnet en eneste gang mellem 1999 og 2002. Ikke en dråbe. Så bliver væksterne selvfølgelig mere sårbare.

Efter en god dags tur op og ned langs falaj'en kan man jo godt blive brødflov og så grilles der lystigt med hjemmelavede gede-grillspyd.

Men ellers er dette indgangen til Mohammes hus, eller rettere til "det offentlige rum", hvor gæster modtages.

Det offentlige rum i Mohammeds hus (2002)

Her er vi så ved at sætte os til "bords". Der spises fra den store fællestallerken med fingrene.

Udenfor sidder her Mohammeds gamle onkel og hygger sig i solen sammen med en anden gammel ven, mens en tredie ligger og sover.

Fra Mohammeds landsby kan man gå spændende ture op ad bjergvæggen. Disse stier har tjent som veje til andre byer i tiden indtil 1970'erne, hvor fødderne var det eneste transportmiddel. I Danmark bygger vi broer over sunde og bælter; i Mohammeds landsby bygger de broer over stejle klipper:

Endelig skal det også lige nævnes, at biavl (honning) er meget populært. Mohammed havde også bier og holdt dem i udhulede daddelpalmestammer. Men også de blev udsat for sygdomme og døde. Mohammeds teori var, at mange af disse sygdomme (til dyr og planter) blev bragt op til dem med den stærkt forøgede trafik.

Forfatteren undervejs på falaj'ens kant