Zambia - 
hvordan ser der monstro ud i det sydlige, indre Afrika?

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlige aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2007 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

I begyndelsen af 1980'erne boede jeg i Schweiz og arbejdede som redaktør på det schweiziske skoleatlas (Schweizer Weltatlas). I redaktionen diskuterede vi, hvordan der mon så ud i det sydlige, indre Afrika. Ingen af os havde nogen som helst anelse om det. Ingen af os havde været der eller kendte nogen, som havde været der.

I 1985 havde jeg så det held at kunne besøge et par venner, som var udsendt til Zambia af Mellemfolkeligt Samvirke (MS).

Kort før landingen i hovedstaden Lusaka, fik jeg det første indtryk af landskabet.

Landbrug med kunstvanding og så tør savanne.

Vel ankommen til MS' frivillige-hus i Lusaka, oplevede vi noget så sjældent som et regnvejr (det regner ellers aldrig, når det er vinter i den sydlige del af Afrika).

Udsigten fra MS' frivillige-hus over muren med glasskår over med en "compound" (let slumagtigt boligkvarter)

Lusaka centrum med højhuse og hvad der ellers hører til en storby. Lidt slidt, men det meste funktionsdygtigt. Butikkerne råbende tomme (hverken varer eller kunder). 
Allerede den gang var det ikke tilrådeligt at stoppe for rødt lys om aftenen. Mange overfald og røverier. Siden da er det vist kun blevet værre desangående.

Men på markedet kunne man selvfølgelig købe alt, hvad hjertet begærede. Jeg husker, at vi købte et blomkålshoved - for 65 kr. Det svarede til vagtmandens månedsløn (vagtmanden ved MS frivillige-hus). Godt nok var det et stort blomkålshoved, men alligevel...

Gryn og bønner og alle mulig grøntsager og frugter var til salg - til disse horrible priser.
Bemærk manden med tophue. Der var 25-30 grader. Men det var som sagt om vinteren, jeg var der (dvs. i juli).

Danida-personale havde vældigt fine villaer at bo i.

Men bortset fra disse almene betragtninger om materielle forhold, så var der i Lusaka en statsstøttet kunsthåndværkerlandsby, som var utroligt spændende at besøge. Regeringen forsynede udvalgte kunsthåndværkere med et lille hus og materialer (træ fx). Kunsthåndværkerne levede så af, hvad de kunne sælge varerne for.

Her forklares, hvorledes kunsthåndværkeren har fået inspiration til en træfigur ved at kigge en i en bog.

Der var en del "turist-skrammel" (forrest i billedet), men der var også gode sager ind i mellem.

Jeg købte en dejlig træfigur (for 300 kr). Den forestiller en heksedoktor, der er ved at kurere en mand for elefantiasis (som er gået i testiklerne). Helbredelsen foregår ved at hive kraftigt i mandens tunge. Kunstneren syntes også selv, at det var en ganske skæg figur.

Men ellers skulle vi ud til Katondwe (den røde prik på kortet), som var den landsby, hvor mine venner boede. Den ligger 300 km øst for Lusaka, lige ved Luangwa River, som er grænsefloden ind til Mozambique.

Man kører og man kører ud ad Great East Road. Ikke megen trafik, så vejen var i nogenlunde god stand.

Vi mødte dog af og til nogle lastbiler. Det var de mest overlæssede lastbiler, jeg i mit liv har set. Mindst 100 tons hver af dem. Elendigt vedligeholdt og derfor lå der også med jævne mellemrum lastbils- eller busvrag i grøften.

Men landskabet er fascinerende.

Overraskende smukt.

Vi nåede frem til Katondwe og vennernes lyserøde hus (med elektricitet og træk-og-slip og brusebad og gasdrevet køleskabe).

En af de lokale bekendtskabers hus (Luka hed han).

og Lukas familie (fra venstre: Kone, børn og Lukas moder).

Luka foran Katondwes kultur- og produktionshus. Min gode ven Steffens andel under opholdet var at igangsætte kultur- og produktionshuset.

Der blev fx trykt en lokalavis. På denne "rotationspresse" blev illustrationer tilføjet med træsnit.

I kultur- og produktionshuset blev der fremstillet sæbe (natriumhydroxid og madolie kogt sammen). Sæbe var en mangelvare i Zambia (faktisk var alting en mangelvare i Zambia), og var vigtig at få sat i produktion af hensyn til den almene hygiejne og dermed sundhed i distriktet. Sæben blev solgt og gik som varmt brød.

Kultur- og produktionshusets nye tilbygning (bygget af egne mudder-mursten).

Den største succes var dog tagpladeproduktionen (se de færdige tagplader i anvendelse på billederne ovenfor af Lukas hus og på billedet af Luka foran kultur- og produktionshuset). Cement kunne man få fat i i Zambia. Tagplader var uopdrivelige og derfor var der store afsætningsmuligheder for tagplader, fordi det regner eventyrlig meget i regntiden og så er cementtagplader lige godt bedre at have på ens hus end traditionelle stråtag.

Tagpladerne blev fremstillet af cement og fibre fra sisal. Disse fibre er ekstremt stærke.

Der var i Katondwe en stærk katolsk mission (polsk). En pæn kirke var der.

Kirkens have.

Missionen drev et hospital "Sacred Heart Hospital" - med begrænsede resurser; fx kunne medicinskabets indhold rummes i en skoæske. Det var ikke noget at prale af. Men på den anden side - eller var der slet ingenting.

Klik her for at hente et kort over Katondwe (opmålt ved afskridtning og håndtegnet af mig).

Vandforsyningssøen i Katondwe. Det var ikke alle, der var tilsluttet pumpen, og de måtte hente vand i søen ved håndkraft og bære vandet hjem. En dag var der en flodhest, som tog sig et bad i søen, hvorefter vandet var meget grumset i 14 dage.

Luangwa River med Mozambique i baggrunden.

En lokal bolig udenfor landsbyen.

Udsigten over Luangwa River Valley fra solnedgangshøjen (mod syd).

og mod nord.

Solnedgang over Katondwe set fra solnedgangshøjen.

Skoven ved Katondwe.

Planter med smukke blomster var at finde, på trods af at det var tørtid.

En ordentlig julestjerne.

Nogle pæne Bourgonvillaer.

En lille Agave i blomst.

Papaya-palmer.

Bananer.

En mærkelig vandret kaktus.

En ordentlig bambus (i byen Lilongwe).

Termitter i gang med at ødelægge en bygning i træ.
De kan ikke lide lys og derfor bygger de af en blanding af jord-støv og spyt en slags tunneloverbygning til deres gange.

Her ses termitterne i fuld gang med at reparere et sted, hvor vi ødelagde deres tunneltag.

Et termitbo ude i naturen.

Smukke sommerfugle.

Vi var en dag så heldige, at de lokale beboere foranstaltede en danse-aften og inviterede os med som gæster (fordi vi var gæster dér på egnen). Det var jo venligt, synes jeg. Blot ønskede de, at vi skaffede øl til danserne og trommerne. Ønsket var rimeligt begrundet i, at sådan noget kostede penge og de lokale beboere havde ikke nogen penge. Vi havde penge (og kunne skaffe øl) og de dansede. Der var tale om lokal-øl, som var et hvidt, tykt bryg, produceret på majs. Vi skaffede 20 liter - ved at køre ud gennem bush'en, udenfor veje og kørespor, ud til en ældre dame, som var særlig god til at brygge øl. Da vi ankom, lige ved solnedgang, stod hun netop og bryggede og rørte rundt i to åbne olietromler (á 200 liter) fulde af øl. Op omkring tønderne var der stablet store mængde gløder og brænde. Det var en meget smuk øl-hentning.

Men vi ankom til dansepladsen (og fik tilbudt landsbyens tre stole at sidde på - fordi vi var gæsterne til aftenens dansefest).

Der var ikke tale om noget mystisk eller religiøst eller okkult i dansene. Det var muntre gengivelser og karikaturer af hverdagens begivenheder i området. Igennem dansen kunne man få udtrykt følelser og holdninger, som det ellers kunne være svært at få bragt på banen.

Der blev danset til langt ud på natten. Det var forrygende. Efter mørkets frembrud og øllets indtagelse steg stemningen betragteligt, og der blev danset mere og mere intenst.

Men det blev dag igen og vi tog på udflugt i området langs med Luangwa River.

En landsby med et stort, smukt Baobab-træ i dens midte.

Ad et mindre godt kørespor ned til et særlig smukt sted, Kalawamanja, ved Zambezi River.

Kalawamanja landsby.

Zambezi River ved Kalawamanja. På den anden side af floden er det Zimbabwe.

Mens vi sad dér ved floden og nød naturen og drak vores medbragte vand, kom der en lille dreng (vel en ca. 12-13 år gammel) hen og satte hos os. Jeg fik lov til at tage et billede af ham. Han var så glad og munter og lo og pjattede - på trods af at han tydeligvis var mere end ludfattig og led af alverdens sygdomme.

I det hele taget var det en af de mest betagende oplevelser i Zambia. På trods af de forfærdelige forhold, de lokale levede under, mødte vi stort set kun muntre ansigter og venlig tale. Imødekommende mennesker. Glade samtaler. 

De lokale beboere var mere end ludfattige, de havde alle former for sygdomme (simpelthen alle de sygdomme, der bider på mennesker) og de fødevaresituationen var elendig. I bedste fald fik de nshima at spise (en hvid majsgrød), hvilket som bekendt ikke indeholder særlig meget næring. Det var svært at skaffe majs. Det var svært at dyrke grøntsager og holde dyr; det kræver fx startkapital at gå i gang med at dyrke korn eller holde dyr, og startkapital var der intet af. Det kræver vand at dyrke afgrøder og holde dyr. Vand var der ikke meget af i området. Skrækkelige forhold levede de under.

Når man så betænker, at det koster mellem 20.000 og 50.000 kr at installere en vandpumpe i en landsby....
Hvis en landsby fik en vandpumpe, var det ikke nødvendigt med to personer pr. familie til hver dag at skaffe vand. Afrikanerne er jo ikke dumme. De ved godt, at to personer mere i familien kræver mere mad, men de er nødt til at sætte et bestemt antal personer i verdenen pr. familie for at kunne klare de praktiske opgaver i dagligdagen - og så der er noget at tage af mht. den høje dødelighed pga. sygdomme og underernæring.

Birgitte var udsendt af MS som sundheds- og sygeplejerske. Hendes opgaver bestod i at tage rundt i området og tilse nyfødte børn og vejlede mødrene i "god og sund ernæring". 

Men det var en frustrerende opgave, fortalte Birgitte, fordi samtidig med at hun stod dér og fortalte mødrene om "god og sund ernæring", vidste hun jo så udmærket, at mødrene kun havde majsgrød at give deres børn (i bedste fald). Opgaven virkede vist nærmest lidt håbløs.

Vejning af børn.

En meget ked af det lille pige.

Birgittes klinik:

Men ikke nok med at der var sygdomme blandt menneskene. Den ene af bilerne skulle repareres (det var vist noget med bremserne og kardanakslen) og det nærmeste autoriserede Toyota-værksted var i Malawis hovedstad Lilongwe; 700 km mod øst.

Så vi måtte afsted. Op langs Luangwa River til Great East Road, hvor man så drejer til højre (mod Malawi) i stedet for at dreje til venstre mod Lusaka.

Over Luangwa River var der på dét sted en hængebro. Den var ikke i bedste stand. Desværre måtte man ikke tage billeder af bl.a. broer (posthuse, politistationer, militærinstallation og meget andet). Så jeg kunne ikke få et billede af broen tæt på. Der stod bevæbnede soldater og passede på broen. Det morsomme ved den bro var, at midten hang ca. 1/2 meter ned under resten af broens vejbane. Der var simpelthen en kraftig bule ned i vejbanen på midten af broen. Det var kun tilladt med ét køretøj på broen af gangen, og kørsel skulle ske med maksimalt 5 (fem) km/t. De var vist bange for at broen styrtede sammen. Zambia havde og har ikke penge til at reparere endsige bygge en ny bro.

Great East Road:

Smukke landskaber.

Ved grænsen mellem Zambia og Malawi var der et større kontrolapparat. Blandt andet ville grænsevagterne kontrollere, at vi var behørigt vaccinerede. Til alt held var der tilstrækkeligt mange stempler i vores vaccinationskort til at det gik op med antallet af krævede vaccinationer (indholdet svarede ikke til kravene, men hva'....). Hvis ikke man var behørigt vaccineret (efter grænsevagternes mening) kunne man komme med ud bagved og få et skud "vaccine". MUMS, siger jeg bare!

Vel ankommet til Lilongwe. En indkørsel med prægtig udsmykning.

For enden af denne vej ser man på billedet et fotografi af den daværende præsident. Byen var smykket med kontrafejer af præsidenten med ledsageteksten: "Long live Kamuze". Han var vist på det tidspunkt over de 80 år, men styrede landet på en måde, så det i hvert fald materielt var væsentligt bedre stillet end Zambia.

Vi kørte direkte til Toyato værkstedet og indleverede bilen og fik besked om at komme tilbage efter den kl. 16 (hvilket vi gjorde og så var den repareret og det hele). Fantastisk, som det lykkedes. I Zambia var der ingenting, der virkede. Bare det at få benzin eller diesel var et tragisk skuespil - hver gang. Man kørte ind på en tankstation og råbte ud af vinduet til tankpasseren: 
"Do you have any diesel today?" 
"No diesel." 
"When do you get it?" 
"I don't know. Maybe tomorrow."
"Do you have any kerosine?" (man kunne forsøge sig med en blanding af diesel og petroleum, hvis man ikke var alt for øm om sin motor - eller skulle ud at køre).
"No kerosine."
"When do you get it?"
"I don't know. Maybe tomorrow."
Og det kunne rent principielt godt tænkes, at der kom diesel eller petroleum dagen efter. Men lidet sandsynligt.

Ventetiden, mens bilen blev repareret, fordrev vi i den særdeles koloniale cricket club. Der var stadig et temmelig rædselsfuldt engelsk klima i Lilongwe.

Tilbage ad Great East Road.

En landsby ved siden af vejen.

Vi nærmede os Luangwa River (det lokale område i nærheden af Katondwe). Som solen nærmede sig horisonten steg Steffens nervøsitet ved situationen. Man kørte, allerede dengang, bare ikke om natten. Der var mange overfald og røverier i ly af mørket. Og der var ingen overnatningsmuligheder mellem Lilongwe og Katondwe.

I den sidste uge af besøget kørte vi mod syd, ned til grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Dér ville vi besøge de verdensberømte Victoria Falls og fortsætte ind i Zimbabwe for at se på dyr i Wankie National Park.

Ud at køre på Great South Road.

(solnedgang kort før Victoria Falls)

Grænsen mellem Zambia og Zimbabwe ligger midt i floden.
På kortet ser man skitseret vandfaldenes ganske specielle struktur.

(se også UNESCO's World Heritage Site, Victoria Falls)

Vi nærmede os vandfaldene og så dampskyen fra faldene.

Et fantastisk natursceneri:

Regnskov i den allernærmeste omegn muliggjort af den evige dampsky over vandfaldene.

En illustration af dannelsesprocessen, hvor vandet gennem årene har skåret sig ned gennem bløde sprækker i klippen:
 

Vi havde mulighed for at tage på en lille rundflyvning over vandfaldene:

Og derfra syd over til Zimbabwe (med betydeligt bedre veje, masser af benzin og diesel til salg samt masser af mad på hylderne i butikkerne).

Ved ankomsten til Wankie National Park Lodge beklagede den venlige dame i receptionen (med udpræget Oxford-engelsk accent) at der ikke lige var varmt vand i vandhanen til det varme karbad, men at der ville være det indenfor 30 minutter. Hun skulle bare vide, hvor elendigt livet levedes i Zambia. 
I Zimbabwe oplevede jeg for første gang britisk kolonialstil, kolonialkarakter (og det hører ikke til de gode oplevelser i mit liv). Det ikke-gode bestod og består i at koloniherrer lider af en udpræget og konsekvent mangel på medmenneskelighed og ydmyghed.

Bortset fra det var det et dejligt sted at bo.

Wankie National Park bestod af et antal veje (til turisterne og vagterne) samt et antal kunstige vandhuller til dyrene. Ikke noget med indhegning. Dyrene blev holdt indenfor parkens område ved at sørge for at der altid var rigeligt med vand i vandhullerne. Smart taktik.

Og så afsted og se på dyr i naturen.

Bemærk de to kamp-zebraer. Zebraen er vist nok et ret aggressivt dyr og udnyttes derfor ikke, selvom det af statur ligner både æsel og hest.

En giraf i færd med at drikke. Mig bekendt ligger en giraf aldrig ned. Den sover stående.

En flodhest med sin lille unge.

Moder Flodhest fortsatte ud i søen, og det gjorde ungen også. Den kunne bare ikke svømme eller bunde ligesom moderen og forsvandt derfor under vandoverfladen et stykke tid. Den druknede dog ikke og kom op igen. Men det så meget morsomt ud, da den bare gik ud og forsvandt.

En enlig hyæne.

En flot antilope med snoede horn.

En majestætisk sabelantilope.

Tre grimme vortesvin.

En giraf, der forsøgte at skjule sig. Men det gik ikke.

Et mærkeligt "kaktustræ".

En antilope med nogen kæmpestore øre, som kunne drejes 360 grader rundt (næsten).

Og så kom vi forbi en stor, gammel han-elefant. Det var et fantastisk møde.

Bemærk de slidte stødtænder.

En skov hærget af - ikke brand - men af elefanter. De kan molestere store landområder.

En enlig, yngre elefant på vej til søen.

Da den gik igen og fortsatte rundt langs søbredden, kom den næsten til at træde på en krokodille, der lå i vandkanten. På billedet ses både elefant og krokodille væk fra hinanden i strakt galop. De blev begge vældigt forskrækkede.

Turen højdepunkt var disse næsehorn i solnedgangens flotte skær.

Det var jo helt, helt fantastisk at se en hel flok af disse fantastiske dyr.

Heldigvis ikke hærget af krybskytter.