Kullen / Kullaberg nord for Helsingborg og Mölle
og klatring på Kullen

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlige aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2008 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

En meget smukt anlagt golfbane (drevet af Mölle Golfklub) finder man på Kullen med den smukke og hyggelige Kullagården som centrum

Smuk natur på Kullen

På nogle af de næste billeder optræder der personer. Jeg er blevet bedt om at fjerne nogle af disse billeder, idet nogle af disse personer ikke ønsker at kunne sættes i forbindelse med min hjemmeside.

Jeg antager, at det skyldes et ønske om ikke at blive sat i forbindelse med den ekstreme udbredelse af kalk/magnesium på klipperne (se omtalen længere nede på siden) på Kullen, som nogle af klatrerne bevidst sørger for. Eller måske det kan henføres til den historie fra 1980 om Svenskerruten, som omtales længere nede på siden.

Jeg har selvfølgelig valgt ikke at fjerne billederne. Men derimod valgt at anonymisere personerne; alle som en. Ingen nævnt, ingen glemt.

Der er flere hyggelige traktørsteder, bl.a. Ransvik på sydkysten ikke så langt fra Mölle

I 1980 fandt der et andet sted på Kullens nordkyst, lige ved siden af Josefinelust, nogle mærkelige forsamlinger sted. Nogen sagde, at det drejede sig om såkaldte heksesabbatter. Dertil knyttede sig nogle vældige klippemalerier. Mærkeligt nok var disse malerier ikke genstand for forargelse og ophidselse men snarere genstand for beundring og nysgerrighed.

Klatring er fx meget populært på det flotte Åkersberget

På Kullens nordkyst er der mange svære og flotte ruter, her ikke så langt fra Josefinelust

ups:

På K2 på sydkysten af Kullen er der mange gode og hyggelige klatreruter. Billederne fra K2 er fra 1980. Man bemærker det anderledes udstyr som fx stive bjergstøvler (det gik ganske fint at klatre med dem), hjelm på hovedet (hvis man syntes, man havde noget at beskytte), men frem for alt ingen kalk/magnesium på fingrene.

Afslapning før anstrengelserne

Stive støvler har bestemt sine fordele, bl.a. at man står ganske afslappet på meget små trin

Nogen vælger at træne standplads midt i en rute.

Plads også til de mindste

Lidt længere ud ad kysten mod fyret finder man Carstens Rende, som jo nok indeholder det største, mest koncentrerede og bedste udbud af klatreruter på Kullen

Lige oven over hovedet på den røde hjelm ser man nogle gennemgående ris i væggen (lodret op gennem to sorte bånd). Man aner svagt, at der hænger et reb ned langs med et af rissene. Det er Finger Jam ruten. Den hedder sådan, fordi midten kun kan passeres ved at jamme fingrene ind i sprækken og spænde. En udsat og flot rute - som det lykkedes mig at føre (dvs. klatre op forrest uden topsikring e.l. "snyd") flere gange (uden at falde ned).

Her er der så en, der er i gang med Finger Jam ruten - med topsikring.

Bag de to personer med blå hjelme ses toppen af Ventetiden, Kapilæren og Svenskerruten

De samme tre ruter her set nede fra. Til Svenskerruten (til højre på væggen, midt i fotografiet) knytter der sig en ganske særlig historie - som egentlig burde være fortid. Men dø vil den ikke. Derfor vælger jeg at fortælle min version af historien nedenfor.

(foto: 2007)

Herfra og nedefter drejer fortællingen sig om en begivenhed, som fandt sted i 1980. Egentlig burde historien være lukket og glemt for længe siden; det er 28 år siden, begivenheden fandt sted. Men der tales og skrives fortsat om begivenheden - her godt en generation senere - og derfor har jeg valgt at fortælle min version af historien.

Formålet med at fortælle nedenstående historie er at bidrage til debatten om, hvorvidt klatrere/bjergbestigere forurener - eller ej. Forurening kan foregå på mange måder: Støj, massiv og vedvarende dominans, kalk/magnesium, bolte, affald og maling.
Anledningen til at fortælle historien nu var et besøg på Kullen i 2007, hvor jeg undredes over den massive og udbredte brug af kalk/magnesium og bolte i ruterne overalt på Kullen - til skue for alle og enhver der bevæger sig blot lidt væk fra alfarvej. Det var grimt, synes jeg. Samtidig blev jeg opmærksom på, at deltagerne i den aktion, der skildres nedenfor, i Dansk Bjergklubs Kullenfører efter 27 år stadig betegnes som sindsforvirrede. Aktionen, som beskrives nedenfor, begrænsede sig til én rute, og oven i købet ligger den rute et sted, hvor kun klatrere kom/kommer. Aktionens resultat var og har aldrig været synlig for andre end klatrere. Der forekom mig at være et så betydeligt misforhold mellem aktion og reaktion, mellem acceptabelt og uacceptabelt, at den gamle historie må fortælles igen, og herunder må fotografier vises, som måske kan provokere. Min pointe er, at hvis fotografierne (og den daværende grønne aktion) dæmoniseres, er der meget andet og megen anden aktivitet på Kullen, der må dæmoniseres.

Jeg skal opfordre til ikke at forsøge at efterligne den grønne aktion fra 1980.

1980	2007
På Svenskerruten blev trin og greb markeret ved hjælp af grøn farve. Formålet var tosidigt: (1) At nedbryde den af den daværende Alpingruppes selv-iscenesatte magt over, hvornår man var en god og en dårlig klatrer. Denne "magt" kom fx til udtryk gennem hån og nedgørende kommentarer til ikke-alpingruppemedlemmers klatring; altså ganske almindelig mobning. Ordet mobning fandtes ikke på dansk i 1980, men det var, hvad det var. Optagelseskriterierne til Alpingruppe var, at man kunne føre (klatre først uden topsikring) nogle af de svære ruter som fx Svenskerruten (det kriterium var sådan set ok), men også at man deltog i den rå og - af nogen oplevet som - mobbende adfærd overfor især nybegyndere men også overfor almindelige ikke-alpingruppemedlemmer.  De grønne markeringer skulle gøre det muligt for de fleste at klatre Svenskerruten og dermed komme med i det dyre selskab (forstået således, at hvis der blev 200 medlemmer af Alpingruppe, ville gruppen miste sin betydning og status). (2) Gøre opmærksom på den betydelige forurening af omgivelserne, som klatring/bjergbestigning afstedkommer. Der var - dengang - vældige diskussioner i Dansk Bjergklub om nødvendigheden af "ren klatring", fx blev bolte og kalk/magnesium anset for uetisk og forurenende. Ikke desto mindre fandt anvendelsen af begge dele sted. Diskussionen blev dengang af nogen opfattet som hyklerisk, fordi Kullen allerede dengang - desværre, men dog i begrænset omfang i forhold til i dag - var proppet med borebolte, gamle almindelige bolte, rebstumper, affald, råb og larm fra klatrerne hver weekend, men stort set ingen kalk/magnesium. (3) Den grønne Svenskerrute-aktion var et debatindlæg. Den første og væsentligste nedbrydning udførte Finn og Mads (begge Dansk Bjergklub) en uges tid efter de grønne markeringers opståen (dvs. i 1980). Ikke en nedbrydning af de seje Alpingruppe-personers magtposition, men derimod af de grønne markeringer. Finn og Mads hamrede og bankede klippen i stykker vha. mukkerter. Det var rigtig mange og særdeles store stykker af Svenskerruten, som blev slået ned ad klippevæggen af de to personer. Ved at sammenligne de to billedserier nedenfor ses, hvor meget der blev smadret af Finn og Mads. Det kan undre, at en sådan smadreaktion ikke førte til eksklusion af Dansk Bjergklub, men det viser samtidig, hvilken magt Alpingruppe havde over tingene (Finn, Mads og Kurt var centrale elementer i magtbasen i Alpingruppe i 1980). Finn afviser i dag (2008) at have været deltager i smadreaktionen. Påstanden om at smadreaktionen skyldes Finn og Mads, bygger på konkrete udtalelser herom fra Mads i det efterfølgende efterår. Problemet i den grønne aktion var jo nok en undervurdering af effekten ved at male på de seje alpingruppe-personers potenssymbol. Der blev under aktionen smidt sten (af Peter Pearson) på de aktionerende, ligesom der i tiden efter blev fremsat adskillige trusler overfor de aktionerende om grov vold (som fx "vi skulle have skåret rebet over, mens I hang der" (citat Mads Bech Madsen), "vi banker jer sønder og sammen, hvis I kommer her igen" (citat Kurt Frahm) - m.fl. Ligesom det endnu i 2007 (dvs. 27 år senere) var at læse i Dansk Bjergklubs Kullenfører, at de aktionerende var "sindsforvirrede". Sagen diskuteres fortsat på diverse hjemmesider, i bøger og i diverse henvendelser fra enkeltpersoner til de aktionerende. Af disse hjemmesidediskussioner, bøger og henvendelser fremgår det, at forargelsen, hadet, uforsonligheden og fordømmelsen er uforandret. 28 år er der gået, og dog er følelserne lige oprørte. Men, i 2008 kom der en opblødning fra Dansk Bjergklub og jeg er blevet inviteret til at blive medlem af klubben igen.	De grønne markeringer er stort set væk. Det var aldring meningen, at de grønne markeringer skulle være evige. Det var planen (hvilket tydeligt blev udtrykt under aktionen), at de skulle holde et halvt til et helt år eller måske to år. Farvens holdbarhed blev undervurderet. Tidens tand - må det formodes - har fjernet de rester af de grønne markeringer, som overlevede Finns og Mads' smadreaktion. Til gengæld - og jeg undres svært over at det tillades - til gengæld er Svenskerruten oversået med kalk/magnesium, som udøver præcis den samme funktion som de grønne markeringer. Enhver kan se, hvor der skal gribes og stås. Hvad er forskellen (bortset fra farven)? Svaret er, at der er ingen forskel. De grønne markeringer var bare forud for deres tid. Hvis man vil harmes over de grønne markeringer, må man harmes tilsvarende over alt det kalk/magnesium, der sidder på klipperne på Kullen i dag. Kalk/magnesium, lagt ud af klatrere, findes overalt på Kullen (på lette og på svære ruter) og svært synligt ikke kun for klatrere, men for alle mennesker som fornøjes ved at vandre rundt på klipperne på Kullens kyst. De grønne markeringer begrænsede sig til én rute og var kun synlige for klatrere. Her ses et eksempel på, hvordan klipperne overalt på Kullen svines til at klatrerne med magnesium, kalk o.l. Er det lækkert? Og så snakker vi slet ikke om alle de bolte, der "pynter" ruterne på Kullen.
Bemærk den store sten i midten af fotografiet lige under overhænget. Der er to lange grønne streger. Det var så fint, når man nåede dertil, at smække begge arme op over den sten, holde fast, benene ud i spagat og så var overhænget stort set klaret.
Den store sten med de lange grønne streger forsvandt i midten af 1980'erne i en anden aktion, fordi den sad løst. Så valgte man at hive stenen ned. Jovist, den havde altid siddet løst, så grebet skulle så sandelig bruges med forsigtighed - dengang det var der.	Bemærk, at den store sten (se billedet ovre til venstre) med de to lange grønne streger mangler.
Trekanter for trin og streger for greb
	Kalk/magnesium og ganske svage rester af grønne markeringer blander sig sammen, om end kalk/magnesiummet indtager den markanteste rolle. Hvorfor bruge kalk/magnesium? I 1980 kunne man klatre både Svenskerruten og Finger Jam uden. Har kalk/magnesiummet ikke den samme effekt som de grønne markeringer? dvs. at alle og enhver kan se, hvor der skal holdes og trædes? Der er den forskel, at de grønne markeringer er væk. Men kalk/magnesiummet er der altid, og vil nok blive ved med at være der - altid.
	Kalk/magnesium og ganske svage rester af grønne markeringer blander sig sammen, om end kalk/magnesiummet indtager den markanteste rolle
	Kalk/magnesium og ganske svage rester af grønne markeringer blander sig sammen , om end kalk/magnesiummet indtager den markanteste rolle
Bemærk, hvor meget Finns og Mads' smadreaktion er synlig. Det er de hvide partier i klippen fra bearbejdningen med mukkerter og mejsler. Det er ikke kalk/magnesium, fordi man dengang ikke benyttede kalk/magnesium på Svenskerruten.	Et billede (2007) mere af den forurening med kalk/magnesium, som systematisk  og bevidst påføres af klatrerne, og som det ses overalt på Kullen.
Bemærk, hvor meget Finns og Mads' smadreaktion er synlig. Det er de hvide partier i klippen fra bearbejdningen med mukkerter og mejsler. I dette billede specielt nederst til venstre. Det er ikke kalk/magnesium, fordi man dengang ikke benyttede kalk/magnesium på Svenskerruten.	Dette dejlige greb sad en gang i Svenskerruten; se midten af fotografiet til venstre

Samme tid (1980) fandt der et andet sted på Kullens kyst nogle mærkelige forsamlinger sted. Nogen sagde, at det drejede sig om såkaldte heksesabbatter. Dertil knyttede sig nogle vældige klippemalerier. Mærkeligt nok var disse malerier ikke genstand for forargelse og ophidselse men snarere genstand for beundring og nysgerrighed. Mærkelig forskel - i opfattelsen af god og dårlig kunst.

Det glæder, at det nu omsider - efter 28 år - lykkes at få nogen i tale om sagen, fx på http://www.danskbjergklub.dk/forum/showthread.php?t=2234
Det glæder endnu mere, at der er nogen i dette debatforum, der er villige til at høre begge siders opfattelse af sagen.
Ligesom det glæder, at der er nogen, der tør sige åbent i Dansk Bjergklub, at sagen måske ikke kun har en god part og en "sindsforvirret" part, men i virkeligheden var/er broget.
 

Der foregik ting dengang, som ikke var smarte - fra alle parter (se beretningen ovenfor). Det er 28 år siden.

At det var nødvendigt at udføre den grønne aktion (og reaktionerne herpå) var måske i virkeligheden mest udtryk for, at stemningen i Dansk Bjergklub dengang - for 28 år siden - var dårlig. Hvis stemningen havde været god, ville den grønne aktion ikke have været nødvendig, og var aldrig blevet sat i gang.