Skt. Petersborg

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlige aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use or copying is illegal.
Copyright © 2007 by Lars Brodersen.  Copies and permission can be obtained at: larslyn@hotmail.com

Første gang jeg besøgte Skt. Petersborg var i 1993. Det var umiddelbart efter, at der var lukket op for, at turister kunne rejse individuelt (dvs. uden rejseselskab og russisk ledsager) ind i og rundt i Rusland. Tanken om helt på egen hånd at lunte rundt i den berømte, gamle russiske hovedstad Skt. Petersborg var fascinerende.

Jeg skyndte mig at finde en rejseledsager og at finde en rejse til Skt. Petersborg hos det hedengangne Russiske Rejsebureau. For 20$ pr dag pr. næse ville vi blive indkvarteret hos en privatperson i vedkommendes private lejlighed nær centrum af byen. Inkluderet i beløbet var også afhentning i lufthavnen og bringsel til lejligheden og retur igen. Fin handel, tænkte vi.

Nå, men af sted med os i Aeroflots gamle potte af en flyvemaskine. Sæderne sad ikke fast og maden var uspiselig. Indflyvningen over Skt. Petersborg i skumringen gav det første indtryk. Mørkt, gråt, gråt, gråt, gråt, gråt, gråt og atter gråt. Lang og besværlig paskontrol osv. men ud kom vi. Derude foran stod der så faktisk en mand med et skilt med "Brodersen" på. Hurra! Hen til hans afsindigt gamle, ramponerede og faldefærdige lig af en Lada. Det var tydeligt, at det var år siden, der havde været slidbaner på de dæk; de var blanke. Fint nok - bortset fra at vi var i januar måned, 15 graders frost, og der var blank is på vejene og der var en gadelampe med 10 W pære for hver 100 m. Manden var flink og beklagede, at varmeapparatet ikke virkede. Men ind mod byen kom vi i et vældigt tempo. De mørklagte kryds blev tilgået med hornet i bund. Reduktion af farten var alligevel ikke mulig. Vi kom ind i forstæderne med disse rædselsfulde boligblokke (her fotograferet ved dagslys). Skt. Petersborg er kæmpestor. Der bor 5 mio. mennesker i byen.

Forstadskvarter til Skt. Petersborg. (1993)

Det gik op for os, at der ingen vejskilte var. Hverken gadenavne eller retningsskilte. Vor mand ved rattet var heller ikke helt sikker i sin sag, og vi kørte rundt og spurgte undervejs om retningen til centrum. I mørke og kulde, og hvad skete der med os? Det tog ca. 1 time at komme de ca. 15 km fra lufthavnen til lejligheden. Men - vi overlevede, og det var vi glade for.

Indgangen til lejligheden var gennem gården. Ingen boligkarréer havde indgang ud til gaden. Altid fra gården. (1993)

Trappeopgangen var skidengrøn, STANK og var oplyst af to stk. 10 W pærer. Lejlighedens dør var forsynet med fem låse og ekstra-jernplade osv. i bedste amerikanske stil. Damen vi skulle bo hos, kunne ikke tale engelsk, som det var blevet os lovet; kun russisk og ti gloser fransk. Men hun var vældig omsorgsfuld og lavede dejlig morgenmad og aftensmad til os. Det viste sig, at hun fik 4 $ pr. dag for at have os boende (to personer á 2 $). Fup og fiduser.

Fra lejligheden var der denne udsigt. (1993)

1993

På pladsen foran boligblokken med lejligheden stod der et vældig monument. Det gik aldrig op for os, hvad det monumenterede. (1993)

Transport i byen foregår lettest med den fremragende metro.
Vi gik ind på stationen og løste to billetter á 1 rubel (= 1 øre). Og så hopper man på en rulletrappe som er afsindig stejl og kører afsindigt hurtigt og 75 meter ned. Sikke en rutschebanetur. (1993)

Og så steg forbløffelsen. Så grimt der er på jordoverfladen, lige så fantastisk udsmykkede er metro-stationerne. Efter sigende fordi arbejderne også skulle have noget smukt at se på. (1993)

1993

1993

Men så ellers ud og kigge på byen. Det første vi så var det "almindelige" gadebillede med alle dets facetter.
Hvorfor stod fx alle disse menneske på lang række langs den bygning? (1993)

Hen at kigge: (1993)

De stod simpelthen og solgte deres ejendele m.m. Gummistøvler, legetøj, bh'er, en pose kaffe, et par briller. De stod bare der helt stive og tillukke med deres ting på de fremstrakte hænder. Ikke noget med, at der var kasser af tingene bag dem. Nej, en eller to stykker af hver ting. Slidte ting. Personlige, private ting. Åh, hvor var det sølle. Det var en sørgelig oplevelse. Der var en 5-6 gader i centrum, hvor der på sådan et fortov stod omkring 200 personer på en lang række.

Men ellers var gadebilledet præget af gamle biler, osende lastbiler, "dødskørsel" (fodgængere frit vildt!), overfyldte busser af ubestemmelig alder. (1993)

2002

Mange små gademusikant-grupper, og de spillede alle musik af allerypperste kvalitet! (1993)

En gang gik vi under den store hovedgade i en underføring. Underføringen var 50 meter lang, mørk og fugtig. Oplyst af to stk. 5 watt-pærer. Der så vi, at der stod en mand og spillede guitar og sang. Der stod vel 100 mennesker omkring ham og lyttede. Vemodig folkemusik - og fremført i en kvalitet, så jeg aldrig har hørt noget lignende. Der var tårer i musikken. Det var helt forrygende. Der stod vi så sammen med 100 formummede russere i deres store frakker og pelshuer. Ingen fortrak en mine, ingen smil, ingen vuggen-med-på-melodien. Helt musestille stod vi alle. Da han var færdig efter adskillige numre gik hele "selskabet" umærkeligt i opløsning. Aldrig har jeg set så mange mennesker så umærkeligt bare forsvinde. Pludseligt var det hele væk. Meget mærkelig oplevelse.

Peter og Paul fæstningens flotte spir i solnedgangen, blandet med Lada og brølende-osende lastbiler. (1993)

1993

1993

En tilfældig gade i udkanten af blot 500 m fra Vinterpaladset. (1993)

Samme sted til venstre. (1993)

2002

Helt almindelig vejkvalitet. Sporvognene kørte generelt meget langsomt. (2002)

Et smukt gadehjørne. (2002)

2002

I 2002 var der kommet flere pæne biler til, men vejene og byen lignede 1993-udgaven.

2002

Tilbage til 1993, hvor den private handel foregik fra små boder på fortovene. Her kunne man købe mange gode ting, fx Mars-barer og Cola. Ellers var det meget småt med butikker. Enkelte souvenirbutikker. En boghandel. Alt sammen skjult bag almindelige indgangsdøre i bygningerne. Ingen udstillingsvinduer.

1993

1993

Der var også et stort varehus, en pendant til det berømte GUM-varehus i Moskva, som jeg havde læst om i diverse spionromaner. Mange små butikker i en ekstremt ucharmerende bygning. Mange ting at købe. Pelshatte i alle afskygninger. Men næsten ingen fødevarer. Og hvis der var nogen, så var det til skyhøje priser. De fødevarebutikker vi fandt, det var få, var belejret af lange køer af ventende kunder. (1993)

Restauranter eller caféer var det også meget småt med. Vi fandt byens, hovedgadens officielle restaurant: (1993)

Det var som at sætte sig ind på en banegårdsperron og forvente, at der kom noget fødevare forbi. Vi fik noget, der var næsten spiseligt. Slidt, hårdt "kød" bestående af hud, sener og fedt, og dertil nogle udkogte grøntsager. Betjeningen var næsten ikke til stede og i det omfang den var der, var det tydeligt, at vi var til største besvær (begge de to to-personersselskaber, der var i lokalet).

Det lykkedes os på et tidspunkt at finde en lokal burger-bar. Det var før MacDonalds osv. indtog i Skt. Petersborg. Juhuu, tænkte vi. En ægte burger. Et sandt eldorado-tankespind i Skt. Petersborg i 1993. Det var også godt, blot var det en rødbedeburger udformet som kødburger.

En anden dag lykkedes det os at finde en natklub, hvor de pralede med et forrygende køkken. Juhuu, tænkte vi, rigtig mad. Vi satte os ind og bestile kaviar, champagne og menukortets dyreste menu (kortet kun skrevet på russisk, så det var kun muligt at identificere "kaviar" og "champagne"). Kaviaren og champagnen var glimrende. Flæskekødet spiseligt, men heller ikke mere. 65 kr kostede dette herlige orgie. Det samme som en læges månedsløn på det lokale kommunehospital.

Tilbage på gaden: (1993)

1993

1993

Et særligt museum for ikoner (1993):
  

Uundgåeligt nærmede vi os Vinterpaladset (eller Eremitagen, som museet i Vinterpaladset kaldes). Et af turens absolutte højdepunkter. (1993)

1993

1993

1993

1993

2002

Bygningen er i sig selv et forrygende mesterværk. Men indeni, inde i bygningen - VAUW!! Et orgie i skønhed, rigdom og overdådighed. (1993)

Tronsalen. (2002)
  

Loftsudsmykning. Det var bemærkelsesværdigt, at det i alle lokaler var både gulv, vægge og loft, der var overdådigt smukke og .... ja, jeg fattes ord. I mange andre flotte museer og paladser er der næsten altid en af de tre, som der ikke har været penge til, eller har fået opmærksomhed (fx er gulvene i Rosenborg og Frederiksborg slotte ikke noget at begejstres over) (1993)

Døre så smukke og kunstfærdige (2002)
   

Modtagelsestronsalen.(2002)

Modtagelsestrappen, hvor gæsterne blev modtaget. (2002)

Et lille dukkehus. Kun ca. 30 cm højt og 50 cm bredt. (1993)

En lille stue med et par malakitvaser og nogle malerier. En overvældende overdådighed: (1993)

Malakitvaser over det hele. Her med indgangen til den egentlige maleriudstilling med 23 Rembrandt'er, 20 Rubens osv. Det er her de hænger alle de berømte værker af alle de store malere. Det første Rembrandt ses lige indenfor døren. (1993)

Rembrandt "Gammel mand" og "Ung mand" (så vidt jeg husker) (1993)
     

Rembrandts "David". (1993)

En betragtelig samling af etruskiske vaser, som man skal til Pæstum for at se lignende. (1993)

Der stod i bogen om Eremitage-museet, at hvis man brugte bare 1 minut pr. udstillet genstand, ville man være syv år om at nå udstillingen igennem.

Og så er der bordene, som jeg gerne gad have stående. En samling af in-lay borde, så guderne sig må forbarme. Se fx her et lille te-bord med motiver fra Rom. Det er udfærdiget i sten vha. in-lay-teknik. Man fatter næsten ikke, at det kan lade sig gøre. Det må have været ubeskriveligt dyrt (også den gang det blev fremstillet). (1993)
  

Og så borde med mere almindelig sten-in-lay, som det også ses på Frederiksborg Slot. Blot er der så mange af dem i Vinterpaladset. (1993)

Også et bord med sten-in-lay. (1993)

Et lidt mere flippet bord med sten-in-lay. (1993)

Ærlig talt. Jeg forstår godt, at der måtte en revolution til i Rusland. En så overvældende, eksorbitant rigdom samlet på blot een person, mens hundrede millioner af russere sultede og led. Så der måtte revolution til. Ifølge skrønerne startende fra krydseren Aurora (som i dag er museum) (2002)

På pladsen mellem admiralitetet og Vinterpaladset var det i hvert fald, at revolutionen beviseligt startede og ikke mere var til at vende. (1993)

Stemningsbilleder fra omegnen af Vinterpaladset. (1993)

1993

1993

Flotte palæer i store mængder. Zaren var ikke den eneste rige, men så klart dog den rigeste. (1993)

Et andet flot palæ ved floden. (1993)

2002

1993

1993

Det var i disse gader Raskolnikov vaklede omkring i sine tåger og tanker. (1993)

1993

1993

Det er jo på sin vis en lige så smuk by som Venezia (bortset fra forfaldet, som er væsentligt mere fremskreden i Skt. Petersborg). (1993)

Forhenværende kæmpekatedraler, som i 1993 ikke var i funktion som kirker, men blot var der som museer. (1993)

1993

1993

1993

1993

1993

Peter og Paul fæstningens flotte spir. (1993)

1993

1993

De to flotte fyrtårne ved indsejlingen til byen (som den var den gang, den blev anlagt af Peter den Store) (1993)

1993

1993

1993

Udsigt over byen. (1993)

1993

1993

Nå men vi skulle også ud at se Sommerpaladset i Puskin. Ca. 30 km syd for Skt. Petersborg. Ifølge rejsebogen kunne man tage toget derud. Ved hjælp af tegnsprog og rejsebogen fik vi gjort vores værtinde det begribeligt, at vi agtede at tage toget ud til Puskin. Hun skrev så en seddel til os, hvorpå det stod, at vi ville købe to returbilletter til Puskin. Smart nok, fordi billethullet på banegården talte bestemt ikke andet end russisk. Afsted til den af Skt. Petersborgs banegårde (banegård hedder for resten på russisk "Vauxhall", fx "Helsinki Vauxhall", opkaldt efter den engelske ingeniør, som forestod etableringen af jernbaner i Rusland (under zarens styre)).

Vi fandt banegården. Vi fandt ikke billethullet. Vi fandt ingen gule plakater med afgangstider og perronangivelser. Banegården var på størrelse med Københavns Hovedbanegård. Efter en halv times søgen lykkedes det at finde noget, der lignede et billethul. Et lille hul i en væg med en person bagved. Vi skubbede værtindens seddel ind gennem hullet og håbede, at der ville komme to billetter ud. Der kom to små fedtede lapper papir ud og et par russiske ord. Efter nogle fagter skrev billethulsdamen "24" på et stykke papir. Hvad betød det? Ikke 24 rubler, tænkte vi (= 24 øre). Det må være noget andet. 24 dollars vil vi ikke betale. Nå, men jeg tog mod til mig og skubbede 24 rubler ind gennem hullet og damen ragede pengene til sig og blev lang i blikket. Så det kostede 2 x 12 øre at køre med toget retur til Puskin.

Øh - fra hvilken perron klokken hvornår? Hen til billethulsdamen og ved hjælp af fagter og tegninger fik vi illustreret vores problem. Hun forstod faktisk og skrev perronnummer og klokkeslæt. Smart. Finde perronen og vente. Der kom så et hæsligt gammelt, faldefærdigt lokalbumletog. Jamen, vi hoppede ind og toget rullede deruda'.

1993

Så fandt vi ud af, at vinduerne var tilisede (der var fortsat 15 graders frost og INGEN opvarmning i toget). Det var komplet umuligt at kigge ud. Så kom vi i tanke om, at vi vist ikke lige ville være i stand til at identificere det rette sted og tidspunkt at stige af toget. HJÆÆÆÆLP!!!! Jeg tog mod til mig og spurgte højlydt på alle de sprog, jeg kunne komme i tanke om, ud i vognen, om der var nogen, der ville hjælpe os. Ingen reaktion. Hjææææælp! Endelig var der dog en gammel mand, som forbarmede sig. Han havde lært noget tysk under krigen (2. verdenskrig) pga. et længere ophold i Tyskland. Han lovede at sige til, når vi nåede Puskin.

I Puskin kom vi så af toget og fandt ud af, at vi alligevel ikke ville have været bedre hjulpne, om det havde været muligt at kigge ud gennem vinduerne. Der var ingen, absolut ingen skilte på jernbanestationen, der identificerede den ved et stednavn. Så stod vi der. Og i hvilket retning var det så lige, at vi skulle gå for at komme til Sommerpaladset (også kaldet Sankt Katarina Paladset efter den sidste zars moder). Ingen skilte overhovedet af nogen art. Vi tog chancen i gik i dén retning. Oplevelser ville vi nok få på den ene eller den anden måde. (1993)

Og pludselig så vi noget, der umiskendeligt lignede et slot. (1993)

Lykke står den kække bi! (1993)

1993

1993

Overdådig arkitektur. (1993)

Sommerpaladset blev jævnet med jorden af tyskerne under belejringen af Leningrad under 2. verdenskrig. Bygningen og museet er en rekonstruktion efter de originale tegninger.

Nydelig indretning. (1993)

1993

Festsalen i sommerpaladset. (1993)

Som sagt - jeg forstår godt behovet for en revolution.

Nydelig velanlagt park. (1993)

1993

Med tolv lysthuse spredt ud i parken. (1993)

1993

1993

1993

1993

Rejsen retur fra Puskin til Skt. Petersborg var lige så begivenhedsrig. Perroner var der kun fire af i Puskin. Men hvilket klokkeslet? Der var absolut ingen plakater med afgangstider endsige skilte på perronerne eller skilte på togene. Ingenting var der!. Billethullet var lukket. Mørket var ved at falde på. HJÆÆÆÆLP!!!  Nå men der kom et tog, der lignede det, vi kom med, og det kørte i den rigtige kompasretning, så jeg hev min ledsager ind i toget og tænkte. Måske det går. Det viste sig, meget heldigt, at det kørte direkte hen til den banegård, vi var kørt fra i Skt. Petersborg. Så alting endte lykkeligt.

Anden gang jeg var i Skt. Petersborg kørte jeg med tog fra Helsinki. Det gav en anden men ikke mere munter tilgang til stedet. Åh, hvor var det dog fattigt, byerne vi kørte igennem, landsbyerne.

Almindeligt hus på landet mellem Skt. Petersborg og den finske grænse. (2002)

ditto. (2002)

Boligkarre i Vyborg. (2002)

De siger, at Skt. Petersborg er det bedste sted i verden at høre jazz for tiden, så jeg skal tilbage. Også for at se mere af byen og Eremitage museet.