Landsbyer                                                                                               Denne side er sidst revideret d. 1. marts 2009

Landsbyerne i Oman spiller fortsat en enorm rolle i landets samfund. Der bor ca. 1 - 1,3 mio. mennesker i landsbyerne, ud af den samlede befolkning på ca. 2,3 mio. Sultanen har gjort det klart, at landsbyerne fortsat skal være et godt sted at bo og en vigtig del af samfundet. For at gøre det muligt forsat at leve der og for at holde landsbybeboernes udvikling nogenlunde i takt med bybeboernes ditto, har han befalet, at der skal være elektricitet og veje til samtlige landsbyer. Der er ligeledes et stort antal skoler og sundhedsklinikker ude i blandt landsbyerne. Mange maleriske indtryk møder en, når man kommer rundt:

Landsbyen Balat Sayt, som ligger langt oppe i bjergene, og har derfor rigeligt med vand. (link til Google Earth)

Indbyggerne i de fleste landsbyer er ikke rige. Men det løber rundt. Så beboerne er bl.a. derfor henvist til fortsat at leve selvforsynende med deres marker og daddelpalmer. På markerne dyrker de majs, løg og mange andre almindelige afgrøder. De kan jo høste hele året flere gange og kan derfor holde en solid produktion i gang.

Det kan lade sig gøre at dyrke markerne her i det iøvrigt golde landskab, fordi de fodres med vand fra kilder. I Balat Seet og i de andre landsbyer der på egnen er de specielt godt stillet. De har altid vand fra de høje bjerge (det er noget med stor ophobning i limsten) i rigelige mængder. Selv i de tørre år. Vandet bringes ned til markerne med det interessante falaj system (udtales: falatsch), som bl.a. indeholder sindrige fordelingsnøgler.

Her ses en moderne falaj:

Og en gammel men velfungerende falaj klasket op under en bjergvæg:

Min ven Mohammed viser mig her sin landsbys falaj (se: Mohammeds falaj), som er 4 km lang og leder vandet 250 meter ned af bjergsiden. Den blev bygget i 1983.

Mohammed viser her, hvordan deres solur sammen med sten i jordoverfladen er deres vandfordelingsnøgle. Mohammed kan disponere over vandet fra dén sten til dén sten, Salim kan disponere over vandet fra dén sten til dén sten o.s.v.

Det er Mohammeds landsby (Al Mebu), hvis marker vandes af denne falaj. (link til Google Earth)

Daddel produktionen er fortsat livsgrundlaget for landsbyerne. Dels som madvare for beboerne, dels som salgsvare. Oman er en af verdens førende producenter af dadler.

Her er de stadig lidt grønne. Hver palme bærer 20 - 50 kg pr. år. Høstsæsonen begynder i juni og slutter i oktober - afhængig af sort. Der findes ca. 500 sorter dadler.

Efter høsten lægges dadlerne til tørre. Alle Omanere spiser dadler! Dels som "småkage" til kaffen, men også som grundnæringsmiddel. De er overordentligt næringsholdige.

Men bortset fra det, så kan man opleve de pudsigste og forunderligste landsbyer. Her er en, der ligger dybt ned i en dal og ikke har andre adgange end denne vej.

Så er der de små og meget beskedne landsbyer (eller bosteder).

Nogen foretrækker at bo for sig selv:

Små, små landsbyer:

Der bor mennesker inde i hulen bag træerne. Lige bag mig er der et stort hul (diameter 20 m), som fører ned til verdens næststørste hule

Disse huse er ikke rigtige huse, men vægge bygge foran klippehuler:

Her bor der stadig mennesker den dag i dag.

Denne landsby er forladt, men det er ca. stilen for de oprindelige byggerier.

Herunder en gammel forladt landsby hvor markerne fortsat fungerer, mens landsbyens beboere er flyttet over på den anden side i nybyggeriet.

Så fine køkkenhaver (marker)

Nogle pløjer stadig med okse (december 2006)

Nogle steder holder de bier i udhulede daddelpalmestammer

Der vaskes i et stort fælleskar i daddelpalmelunden

De bor jo flot nogen af dem.

Andre steder har Federico Fellini vist hentet inspiration til sine film. Men det skal man ikke lade sig snyde af. Denne landsby, hvor mærkværdig den end ser ud, er ca. 10.000 år gammel. Det skyldes, at den ligger tæt på hjørnet af den arabiske halvø og har derfor en særdeles strategisk placering for al rejseri i området (mere før end nu, idet flyvemaskinerne er ligeglade, men det var de sejlende og vandrende ikke).

Nogle steder er landsbyen bygget op omkring et fort, en herregård eller lignende. Ligesom i Danmark.

Men uanset fort eller ej, så har hver landsby (haft) sit eget - mindst et - vagttårn. De har jo ligget i krig indbyrdes med hinanden de forskellige stammer i århundreder.

Et vigtigt element i landsbylivet er et sted, hvor man kan sidde i skyggen (og snakke og drikke kaffe og spise dadler) (kun mændene - forstås).

En af de mest spektakulære landsbyer ligger nede i denne 800 meter dybe kløft på nogle smalle hylder. Der var i fuld brug indtil ca. 1980, hvor beboerne flyttede op på kanten af kløften, fordi der blev bygget en vej dertil. Det gjorde livet noget nemmere for dem, fortæller de. Blandt andet når der skulle en person til lægen.

Landsbyen ligger til venstre, midt i billedet inde under det store udhæng.

En ultrasolid stolpe over døren (Akazie-træ, så hårdt og solidt som stål).

En melkværn

Det gælder bare om ikke at falde ud over kanten i fuldskab eller kådhed.

Et andet fascinerende terrassebyggeri finder man på Jabal Akhdar. Hele det grønne område plus bjergvæggen nedenunder er menneskeskabte terrasser:

Eller landsbyen Waihma ikke så langt fra Mohammeds landsby

De fleste større landsbyer har et glimrende forretningsliv, hvor i hvert fald de almindeligste fornødenheder kan købes.

Andre steder er der regulære markeder:

Som landmåler interesserer man sig jo lidt for fx husnummereringen. Her i landsbyen Al Mebu:

Og på et tidspunkt må vi alle bort herfra. Der begraves for tid og evighed. På en ganske enkel facon med en sten rejst på højkant.

Ja, og i Balat Sayt (øverst på denne landsby-side) har de fået mobiltelefon, parabol-tv, elektricitet, beton på vejen og også snart vand i rør.

Trist for det maleriske. Men godt for beboerne i landsbyerne!