Venezia -
den skønneste by i verden

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlig aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2009 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

Første gang, jeg var i Venezia, var i 1963. Sidste gang i 2009. Der kommer flere besøg!

Byen er bare bjergtagende på enhver måde:
- skønheden
- kanalerne
- broerne
- gyderne
- maden
- stilheden
- kunsten

Man skulle tro, at det var et maleri fra middelalderen, fra højdepunktet af Venezias storhed.
Men nej, det er det ikke. Det er fra d. 15. marts 2002. En morgen i tågen på Canal Grande.

Den berømte Rialto-bro.
Sky den, da der på og omkring den udspiller sig det værste turisthurlumhej i hele byen.

Markuspladsen set fra balustraden med de fire bronzeheste på Markuskirken.

Foran den skønne Markuskirke med de sidste solstråler,

forunderligt.

Men indeni kirken er det om muligt endnu mere forunderligt.
4000 kvadratmeter mosaikker.

Hver eneste lille mosaiksten er maksimalt 1 kvadratcentimer stor. En del er endnu mindre for at detaljerne skal opnå den største skønhed.
Der sidder altså mindst 50 millioner små mosaiksten. Puha, sikke et arbejde!

Dogepaladset til venstre og vandet lige frem.

Gården inde i Dogepaladset. Her residerede og regerede dogerne.

I solskin stiger stemningen.

og ved solnedgang.

Sukkenes Bro, som fører over kanalen til Dogepaladset fængsel (til højre).

Hvad ville Venezia være uden alle sine broer?
Her er der bare tre af dem. Se forskellene.
De to forreste er private broer (lukket med låge) og fører over kanalen til hver deres palæ.

Efter sigende er der kun én bro i Venezia uden gelænder. Det må være den her.
I gamle dage var alle broerne uden gelænder.

Et fredeligt torv og en bro - i morgentågen.

Alle disse kanaler tjener som byens veje, dels for persontransport, dels for varetransport.

Nutidens venezianere går dog mest på fortovene (hurtigere og billigere).
Det virker ikke som om der er mange, der ejer en privatbåd. De fleste garager er lukkede.
Men varetransporten foregår stadig næsten udelukkende via kanalerne, vel fordi det er temmelig besværligt at få varerne op og ned over alle disse broer og snævre stræder.

En almindelig bag-kanal. Terrassen ved værelset på Hotel dalla Mora (80 Euro pr nat).

Men ellers går man jo så bare rundt og nyder stemningen og de smukke scenerier.

Man må jo ud at sejle i gondol. Hundedyrt. Men man kan vel ikke have været i Venezia uden at have sejlet i gondol?

Der er kun tre broer over Canal Grande. Så for at komme over dén, må man enten tage den dyre Vaporetto (vandbussen) eller benytte de "hemmelige" traghetto'er. De sejler frem og tilbage, tværs over Canal Grande hele dagen. De er svære at finde, men koster til gengæld kun 40 cent - for en enkeltbillet. Men så er der også 2 gondolieri til at sejle den!

Vaporetto'en er lidt mindre charmerende, men dog yderst effektiv og meget benyttet.

Canal Grande set fra Rialto-broen. Et mylder af turister og både m.m.

Gondol-trafikkaos. Heldigvis havde et af de andre gondol-selskaber lejet en Oh-sole-mio-sanger, som så - mellem de højre palæer i den snævre kanal - underholdt os alle imens.

Derfor sætter de selvfølgelig også "vejskilte" op.

Det ene af Venezias tre gondolværfter (i marts 2002).

Og det samme sted i sommeren 1983. Meget sker der jo ikke.
En gondol skulle koste ca. 100.000 kr.

Men alting handler ikke kun om kanaler. Der er også gyderne.

Torvene.

Der bor i dag ca. 60.000 venezianere i Venezia. Da der var flest - i 1600-tallet - boede der mellem 4 og 500.000. Men på grund af byens attraktive måde at være på, købes mange lejligheder af rige udlændinge, som så kommer på besøg en uge eller to om året. Resten af året står deres lejligheder tomme.
Når man sådan går rundt i de stille gyder og stræder om aftenen, ser man kun ganske få lejligheder med lys i. Det er en lidt trist skæbne, byen har fået. Men det er ganske enkelt for dyrt for almindelige mennesker at bo i Venezia. De, der arbejder i byen, bor typisk i Mestre på fastlandet og pendler hver dag med toget til Venezia.

Men fortsat kan man nyde de smukke kirker og de smukke og elegante gondoler.

De smukke palæer, de smukke og elegante gondoler.

Enkelte palæer er besmykket med flotte malerier.

Eller en "snydefacade". Huset til højre er under reparation og imens er stilladset beklædt med en et billede af husets facade. Så går man ikke glip af skønheden under bygningsarbejdet. Det er smart.

Her boede Marco Polo (når han ellers var hjemme).

Miracoli-kirken bygget af det smukkeste marmor.

Reliefkort smykker en kirkes ydermur.

Men ellers er det ret blandet, hvad man kan erhverve sig af besmykning.

Der er dog de berømte masker, som kommer til anvendelse ved Venezias karneval.
(Maskerne kan også ses komme til fuld udfoldelse i Stanley Kubricks "Eye's Wide Shut").

Almindeligt "karneval" ses også hyppigt på de kendte Markus-løver foran Markuskirken.

Men vi må også lige omkring emnet adresser.
Fordi man kan jo ikke gå rundt i Venezia uden at undre sig over, hvordan de dog angiver en adresse.

Alle gyder, stræder, pladser og kanaler m.m. har navne. Samtidig er der typebetegnelser for gyder, stræder, pladser og kanaler. De skulle have omkring 20 forskellige typebetegnelser. Alene 5 forskellige for et torv.

Det viser sig, at hver eneste dør har sit eget nummer.

Byen er delt op i 7 distrikter (på kortet med hver sin farve):

og indenfor hver af disse nummereres dørene fortløbende fra nummer 1 til nummer....? 
Tjah - hvordan ved man nu, at man har set det højeste nummer i en sestier?

Her fandt vi det "ultimo numero del Sestier de Canaregio" (6426) - og

lige ovre på den anden side af kanalen: Ultimo numero del Sestier de Castello (6828).

Hotellet lå lige i nærheden af numero uno (over den venstre dør nederst i billedet) i Sestier de San Crose.
Det er nemmere at finde numero uno, end det er at finde numero ultimo.

Hvis nu dørene er inde i en aflukket gård, sætter man - tilsyneladende - alle numrene op på ydermuren.

(se også UNESCO's World Heritage List for Venezia)

Campo de Gheto Novo.
Denne lille ø i det nordlige Venezia blev den første "gheto" i verden i 1600-tallet. Byrådet (dogen m.fl.) besluttede, at alle jøder i byen skulle bo på denne lille ø. Øen var samtidig hjemsted for de jernstøberier, der producerede kanoner til de mange krigsskibe (som var fundamentet for Venezias rigdom). Jernstøberi hedder på italiensk "gheto". Lynhurtigt kom det til at være betegnelsen for det sted, hvor jøderne var blevet anbragt. Udtrykket "gheto" bredte sig hastigt ud over hele Europa.
På grund af pladsmanglen på øen (de måtte jo ikke bo andre steder end på denne lille ø) måtte de bygge i højden. Derfor finder man den dag i dag de højeste bygninger i Venezia på denne ø; Campo de Gheto Novo.

Stedet er stadig centrum for jøderne i byen, og der er vejskilte med hebraiske bogstaver, jødiske butikker o.lign., selvom der vist kun bor et par hundrede jøder i byen i dag.

Der er også et mindesmærke for de mange jøder, der blev deporteret fra Venezia under 2. verdenskrig og måtte lade livet i nazisternes koncentrationslejre. Væggen bag billedet af et transporttog er fuld af navne på de personer, der måtte lade livet.

Slut med Venezia for denne gang.