Ammassalik, 1979, bjergbestigning og vandring

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlig aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2009 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

I 1979 var vi seks personer fra Dansk Bjergklub afd. Vest, der drog af sted på en fire-ugers ekspedition (fra starten af juli til lidt ind i august). Vi drog ind i fjordene nord for Kuummiit for at bestige bjerge og vandre. Se også fotoserien om Ammassalik by og bygderne Isortoq og Sermiligaaq.

Vi hyrede byens tømrer (med byens største lystmotorbåd) til at sejle os ind i fjorden - og til at hente os igen, når vi skulle hjem.

Vi oprettede basislejr nedenfor det flotte Qaqarssuaq-bjerg. (link til Google Earth; klik på "åbn" kmz-filen).

Hans Henrik og jeg gik straks i gang med et forsøg på at bestige Qaqarsuaq-bjerget. Opstigningen til selve bjerget var hård pga. terrænet; stejlt og uvejsomt.

For bjergbestigere er et evigt tilbagevendende problem at få reduceret vægten af oppakningen mest muligt. Vi havde derfor læst os frem til at, at pemmikan ville være det bedste at leve af i de fire uger; masser af kalorier pr. gram. Herligt! Bortset fra smagen, som er rædselsfuld, hvilket vi hurtigt måtte erkende (se foto). Pemmikan består af fedt og tørret kød. Skrækkelig smag. Og vi var ikke så smarte, at vi havde prøvesmagt det hjemmefra. Pemmikan og skibskiks som basisføde, og tørrede abrikoser til at pifte det lidt op med. Der var ca. 70 km at gå til nærmeste butik, så vi havde, hvad vi havde.

Opstigningen blev belønnet med en pragtfuld udsigt over fjorden, igennem hvilken vi var sejlet ind. Basislejren lå i det allernederste solskin på fotografiet.

I passet var der den anden vej en smuk udsigt til vores drømmes mål "Storebror" og "Trillingerne", som vi havde planer om at bestige.

Bivuakering i passet under Qaqarsuaq-bjerget.

Vi klatrede og klatrede - indtil vi halvvejs oppe mødte et stykke blank klippe, som vi hverken kunne klatre op over eller rundt om. Så vi måtte vende om.

Flot udsigt under nedstigningen. Se hvilke flotte sidemoræner på gletscheren på den anden side af fjorden.

Den største "busk" vi mødte.

Nede igen i basislejren. De andre var taget af sted på en vandretur. Fint nok. Men pludselig oplevede Hans Henrik og jeg, at vi da godt nok var meget, meget alene i en gigantkæmpestor og ubarmhjertig natur. Skete der noget, fandt vi lige pludselig ud af, var vi overladt til os selv (og en lille pakke kodymagnyl i tilfælde af brækkede lemmer).

En hurtig bestigning af Napaajaq-bjerget.

Fin udsigt til vores næste mål: Bestigningen af Storebror og Trillingerne. Storebror er det højeste, Trillingerne står lige til højre for Storebror, og så er der Orglet, som er den flotte række af spidse bjerge foran Storebror og Trillingerne.

Vi pakkede til næste ekspedition, som bestod i at gå over til Storebror og Trillingerne og forsøge en bestigning af Storebror. Dette er bagagen til en uge. Hverken skiftetøj eller telt var der plads til. Alligevel kom vi hver især op på ca. 25 kg i rygsækken.

Vandreruten til Storebror og Trillingerne er markeret med blå prikker på kortet:

Endelig ankommet til pynten nedenunder hhv. syd for Napaajaq-bjerget. Vi havde hjemmefra regnet med en gennemsnitsvandrehastighed á 2-3 km/t. Det viste sig, at vi kunne gå ca. 1-2 km/t pga. terrænets beskaffenhed (eller omvendt pga. fuldstændig mangel på stier og broer). Her hjemme går man mellem 5 og 7 km/t. I alperne regner man med ca. 4 km vandre og 400 meter opad pr. time. Grøndlandsk terræn er hårdt og vanskeligt at gå i. Fra basislejren, ned rundt om Napaajaq-bjerget og op i bunden af Tasiilaq-fjorden var der ca. 22 km. Det var en lang dag.

Omsider nåede vi rundt og op i bunden af Tasiilaq-fjorden. Her nåede vi den store flod, som kom drønende ned gennem dalen. Over skulle vi, og der var kun et at gøre: vade! Det var bindegalt. Vandet nåede os til skridtet og var meget grumset (sigtbarhed = nul), bunden i floden fuld af store rullesten og vandstrømmen meget kraftig. Vi slap over, men det var da mere held end forstand.

Til gengæld var og er naturen jo aldeles enestående storslået, smuk og fantastisk.

Næste dag på den igen op gennem dalen mod Storebror og Trillingerne. Terrænet var væsentligt nemmere for største delens vedkommende.

bortset fra diverse gletscher- og morænekrydsninger.

Temmelig pludseligt trak skyer hen over os, og det lagde op til regn. Vi havde ikke telt med, så gode råd var meget dyre.

Verden største held tilsmilede os i form af Den Største Sten (bemærk at jeg står under den nederst til højre). (Link til Google Earth).

Der kunne vi krybe i ly for regnen. Verdens største svineheld!

Der lå vi så i 1½ døgn mens regnen silede ned. Myggene sværmede og vi snørede sovepose, hætter osv. godt til - alt imens vi gnavede vores pemmikan og skibskiks. Det var ikke muntert.

Men det klarede op og vi kunne komme ud igen.

Jeg havde fået "kolde fødder" mht. bestigningsforsøget; vi var alt for udsatte hhv. redningsløst fortabte, hvis der skete et uheld, moralen var i bund efter to hårde vandredage og halvanden dag i regnvejrsbivuak. Så vi vendte om.

Over floden igen.

I stedet for den lange, hårde tur syd om Napaajaq-bjerget valgte vi at satse på at krydse over halvøen ved at gå op over gletscheren mod Qaqarsuaq-bjerget.

Nede i basislejren igen stiftede vi bekendtskab med de hæmningsløse og sulte fjeldræve.

Basislejr-stemning.

Kirsten, Henrik, Anders og jeg drog derefter ud på en vandretur (planlagt til en 5-6 dages varighed). Mod nord gennem Solporten til Sermilik-fjorden, til højre mod nord-øst, ned gennem det nordligste af Tasiilaq-dalen og retur til basislejren via gletschen Tavse Torben. Vandreturen er markeret med orange prikket på kortet:

Udsigt op til det smukke Qaqarsuaq-bjerg, som Hans Henrik og jeg så tappert men resultatløst forsøgte at bestige; vi nåede op til den lille fortop med det meget lyse parti over et mørkt bånd på den højre kam.

Vandreturen var noget mere afslappet end bjergbestigningsturene.

Lejr for natten lige nedenfor Solporten.

Tidligt op og af sted over Kilikilaat-gletscheren.

Jeg havde flere års erfaring med gletschere i Schweiz. Men Kilikilaat-gletscher var skummel, fordi spalterne var næsten umulige at se på forhånd. Det gik derfor langsomt fremad, men ingen uheld. Men flot var der hele vejen.

Toppen af Kilikilaat-gletscheren med udsigt mod nord til Fenris-gletscheren i baggrunden og Sermilik-fjorden lige akkurat synlig. Der er ca. 30-35 km hen til de bageste bjerge på fotografiet.

Anders tager et lille hvil.

Har man noget sted set mage til flot gletscher-bæk! Det kunne på en måde være alle tiders sjove oplevelse at tage turen på en lille slæde ned gennem bækken.

Men på en anden måde kunne det ikke være sjovt. Lige til højre for mig styrtede vandet ned i en tilsyneladende bundløs skakt; det forsvandt ned i ingenting.

Lejr nede ved fjorden. Hvor var det bare super smukt. (Link til Google Earth).

og fredfyldt. Det eneste vi hørte, mens vi lå der og slappede af, var isskossernes stille bevægelser. Et meget, meget smukt og fredfyldt sted.

Det sidste glimt af Sermilik-gletscheren langt inde i baggrunden, det sidste glimt før vi drejede mod syd ind i det nordligste af Tasiilaq-dalen. Storblomstret gederams i forgrunden.

Lejr for natten.

Af sted næste dag op mod gletscheren Tavse Torben.

Lejr for natten på gletscheren.

Gletscheren Tavse Torben

Den var grum (gletscheren Tavse Torben); mange skjulte hhv. usynlige spalter. Det var en hård kamp at komme helskindet over den gletscher. Men smukt var det.

En morgen i basislejren kom der pludselig besøg. Det var politiet fra Ammassalik, som gerne ville se vores fiskekort (Henrik havde medbragt fiskstænger/-grej). Jeg havde heldigvis insisteret på, at vi købte et fiskekort, før vi sejlede ind i fjorden - hvilket de andre morede sig godt over. Men en dag var de lokale fangere og fiskere blevet sure over, at en turist havde forsøgt at sælge nogle fisk i byen - uden tilladelse. Det er jo fangernes levebrød, så de overtalte politiet (de tre personer siddende på stenen var de forurettede fangere/fiskere) til at tage rundt i fjordene og kontrollere turisternes fiskekort. Der faldt vist klækkelige bøder til dem, der ikke havde. Politimanden var sejlet 70 km fra Ammassalik ind til os.

Regnvejr i basislejren.

Hans Henrik tog igen på et lille bestigningsforsøg. Fra basislejren havde vi øjnet en sylespids klippetop, som vi syntes, vi måtte op og kigge på. Af sted vi drog.

Der ser man den (lidt til venstre for midten af fotoet). Man ser også Hans Henrik i billedet - nederst til højre.

Den viste sig umulig at klatre op ad. Den var helt uden greb og trin efter et kort stykke. Men flot er den.

Smukke nattetimer i basislejren.

Og dage med regnvejr. Vi var heldige, at der var så meget godt vejr i starten af de fire uger.

Ørred blev der fanget i store mængder. Mums!

Dagen for hjemturen oprandt, og vi var da spændte på, om manden dukkede op som aftalt. Det gjorde han - også uden at forlange ekstrabetaling (som det er sket for andre - med båden liggende 10 meter fra land).

Farvel og tak for denne gang. Napaajaq-bjerget lige over bådens bagende.